Del på:

Nye krav til webshops – træder i kraft i efteråret 2019

I løbet af efteråret 2019 kommer der nye krav fra EU til kortbetalinger på nettet – SCA (Strong Customer Authentication).

Formålet er at gøre det mere sikkert for forbrugerne og sine kunder at handle online.

Helt konkret betyder det, at forbrugerne skal verificere langt de fleste af deres online køb gennem to-faktor-godkendelse (3D Secure), når de betaler med et kort.

Hvad betyder det for dig med en webshop?

Som webshop-ejer er det vigtigt, at du får implementeret den nye version af 3D Secure, fordi den er tilpasset nutidens e-handel. Det er ikke noget, som du har ansvaret for, men derimod din udbyder for betalingsløsningen skal sikre, at kravene bliver overholdt.

Samtidig vil der være risiko for, at nogen af dine kunder hopper fra under betalingen, fordi det ikke længere er nok kun at indtaste kortoplysninger, men der kræves en ekstra verificering. Derfor er der et step mere, end forbrugerne er vant til, hvilket kan få nogen til at falde fra inden kortbetalingen er gennemført.

Det er ikke noget, vi forventer sker i stor stil, fordi der er undtagelser, som gør, at påvirkningen på din konverteringsrate bliver minimal. Dine kunder skal eksempelvis ikke verificere køb med lav værdi.

Hvordan skal forbrugerne verificere deres køb?

Selvom vi nærmer os efteråret 2019, er det endnu ikke på plads, hvordan den fremtidige verificering kommer til at foregå. Det er kortudstederne (bankerne), der skal bekræfte, hvordan det skal udføres i praksis, og de har ikke meldt en plan ud.

Det er ikke noget, du som webshop-ejer skal bekymre dig om, fordi du kan ikke gøre til eller fra, da det er ude af dine hænder. Du kan kun vente på, at der bliver offentliggjort nye informationer om implementeringen.

Vi sørger selvfølgelig for at holde dig opdateret, når kortudstederne har bekræftet, hvordan det kommer til at foregå, eller vi får nye oplysninger, der er relevant for dig.


Udgivet af Sasja Andersen